Start på projektet

Vickie Aagesen og Tommy FalkeØje fra Udviklingsgruppen i Københavns Fødevarefællesskab mødtes den 9. august 2012 med lederen af Det Økologiske Inspirationshus Hanne Andersen og aftalte at starte projekt “Alternativ til køleskab”.

Frederiksberg afdelingen af Københavns Fødevarefællesskab holder til i Det Økologiske Inspirationshus hver onsdag, hvor man modtager og pakker grøntsager, og hvor medlemmerne kommer og henter “ugens pose”.

Ofte er der et mindre overskud af grøntsager, som gerne skal opbevares køligt, og derfor har man brug for et svaleskab. I stedet for et almindeligt køleskab er idéen, at vi vil eksperimentere med 3 små alternative svaleskabe.

Skabene skal placeres udenfor huset og udstyres med skilte og skærme, som viser besøgene, hvordan kølingen foregår, og hvilke temperaturer, der er udenfor og indenfor i skabene.

Svaleskabene bliver dermed til nogle eksperimenter, som kan lægge grunden til fremtidige miljøvenlige alternativer til et køleskab.

Vi satser på at have tegninger og projektbeskrivelse klar inden udgangen af september 2012. Herefter skal der søges sponsorer og fonde, der skal finansiere projektet. Og vi skal tage kontakt med arkitekter, ingeniører og virksomheder, der vil være interesseret i at gennemføre projektet.

Tommy FalkeØje